Året var 2011, da min gode ven, Tobias Dybvad, og jeg valgte at tage på tour rundt i hele landet. Ideen med touren var, at lave en dokumentarfilm om stand-up, hvor man viste, hvordan det var, at skabe et show fra bunden og køre til hver en lille flække med det. Vi fik Zulu med på ideen på den betingelse, at vi også lavede en tv-serie til deres lille kanal, og vi svarede: “Hell Yeah!”. Så skulle vi bare have fat i et kamera. Endnu en gang smilede heldet til os, for ind fra sidelinjen kom René Johannsen, og han tændte sgu også på projektet, men han så også enhistorie om venskab, konkurrencen mellem komikere og hvad der i virkeligheden sker bag scenen. Han fangede impro-øjeblikke, scoreforsøg, gode shows og dårlig shows, grineflip og dyb koncentration. Udover Dybvad og undertegnede, kiggede flere af kollegaerne også forbi. Folk som Linda P, Steen Molzen, Simon Talbot, Nallen, Frank Hvam, Thomas Hartmann, Simon Jul, Anders Fjelsted, Heino Hansen, Elias Ehlers. Thomas Warberg, Geo, Omar og sikkert også nogle, jeg ikke kanhuske. Det er og bliver en af de sjoveste perioder i mit liv, og hvis “Livet i nødsporet” bliver højdepunktet i min karriere, så dør jeg som en stolt mand.